En lykkelig barndom i Thisted

INDHOLD Vis

Lidt baggrundshistorie omkring forfatteren, Gerda Overgaard Arnoldsen, født Arentsen.

Gerda er som sine søskende, sin far Aron Overgaard Arentsen og sin farfar Jacob Overgaard Arentsen – samt mange andre – efterkommere af sognefoged Arent Jensen Lustrup og Ane Kirstine Ovesen i Skarrild. Sognefoged Arent Jensen var opkaldt efter sin farfar Arent Jensen født i 1758 i Gl. Arnborg. Han blev således navnefader til slægtsnavnet ‘Arentsen’ fra Skarrild Sogn. 

Arent Jensen, der som nævnt blev født i 1758, var opkaldt efter sognepræsten Arent Bisted fra Arnborg Sogn (som dengang var et fælles sogn med Skarrild). Og til det knytter der sig en ganske pudsig – men sandfærdig – historie (her gengivet efter bogen “Arnborg Sogn”):

“De kaldte ham gamle Hr. Aarent. Han blev vistnok begravet i Arnborg Kirke, hvor der er Epitafium over ham. Han holdt nemlig mere af Arnborg end af Skarrild, hvor han dog havde sin Præstegaard. Den sidste Gang, han døbte et Barn herude, vilde han have det kaldt op efter sig. Forældrene havde jo en anden, som skulde kaldes op; men Hr. Aarent sagde: “Jo, det skal hedde Arent efter mig; thi nu lever jeg ikke ret længe og kommer ikke til at døbe flere Børn”. Præsten fik sin Vilje, og Barnet blev døbt Arent.”


Med tilladelse fra Gerda Overgaard Arnoldsen, Ulfborg bringes her hendes barndomserindringer “En lykkelig barndom i Thisted” i delvis uredigeret form. Teksten er ‘transformeret’ til formatet for en hjemmeside, og jeg har foretaget nogle mindre redaktionelle ændringer. Blandt andet tilføjet nye ‘under-overskrifter’, forkortet sætningslængder, ændret tegnsætning og omskrevet mindre sentenser. Alt sammen kun for at læsbarheden bliver optimeret og med fuld respekt for historien og uden at krænke forfatterens originale tekst.

Læseren bedes notere sig, at erindringerne er skrevet i foråret 2000.

Der er mulighed for at downloade Gerda’s originale erindringer fra foråret 2000: “En lykkelig barndom i Thisted” som en PDF fil.


Redigeret af John Søndergaard Nielsen, august 2019

Forside01Forside02Forside03Forside04

FORORD

Jeg har lyst til at skrive lidt fra min barndom i Thisted, hvad det vil sige at være opvokset under krigen, i en familie  med far, mor, storebror og søster.

Det har været min mening, at skrive lidt om mit liv til min familie, så de senere har en erindring om fortiden. Om hvad vi fik tiden til at gå med, sammen med søskende, legekammerater fra gaden og skoletiden. Hvad vi lærte i skolen, hvilke skolefag vi havde, samt min fritiden som spejder. 

Jeg siger tak til min mand Aage Arnoldsen for hjælp og bistand, så jeg kunne få min drøm til at gå i opfyldelse, med at skrive om mine erindringer om en lykkelig barndom.

Jeg giver mine erindringer til min mand Aage Arnoldsen, datter Jette Arnoldsen, hendes mand Bent Arnoldsen, datter Dorte Arnoldsen Juhl og hendes mand Jørn Juhl. Børnebørnene Katrine, Karen, Mette, Anne, Kirsten og Amalie.

Skrevet i foråret 2000 det sidste år i dette årtusinde.


 

BEGYNDELSEN

I 1930 byggede man et helt nyt slagteri i Thisted, Thisted Andels Svineslagteri. Som direktør antog man bogholderen på Gråsten Andels Svineslagteri Aron Overgaard Arentsen. Sammen med sin hustru Marta og sønnen Arne flyttede familien til Thisted for at starte et slagteri. Min søster Inge blev født 1932 i Thisted. Jeg blev født i lejligheden ovenpå kontoret på Slagteriet, den 22. september 34.

Jeg syntes Kantor Fredskilde havde en flot håndskrift

De var modige i Thisted, at ansætte en direktør på 24 år. Men min far havde Larsen med fra Gråsten, han blev slagtermester. De havde et utroligt godt samarbejde. Larsen kom senere til Struer, da min far kom derned 15. november 1950. Fra 15/11 til 1/4 1951 passede far slagterierne i Thisted og Struer.

Gerda båret af sin mor på dåbsdagen i Thisted Kirke den 7. oktober 1934

Disse foto´s er taget, da vi boede over kontoret på Slagteriet. Jeg sidder ude i haven 9 mdr. gammel. Senere var jeg på opdagelse på pladsen foran Slagteriet. Der var en korn- og foderstof forret-ning overfor slagteriet, så der var megen trafik af store lastbiler.

Gerda som ni måneder

9 mdr. gammel udenfor slagteriet.

Gerda som et-årig

lidt senere udenfor slagteriet

Gerda-og-Inge-1936

Inge og Gerda 1936

JOHNSENS ALLÉ

I 1936 byggede mine forældre et vidunderligt hus, på Johnsens Allé 20, ved en senere nummerregulering blev det til nr. 26.

Huset-udefra-Johnsens-Alle

Huset Johnsens Allé 20 senere nr. 26 bygget 1936 vinduet til venstre på 1. sal var Inge og mit værelse, det højre vindue på 1.sal var badeværelse

Huset lå ved fjorden med haven ned til stranden. Når vi sad i stuen, kunne vi se over til Mors med Hanklit og Salgjerhøj badet i aftensolens skær. Det var utroligt smukt. Når solen skinnede, kunne vi se skrænterne i Aas og buerne lyse op på Vilsundbroen, der var 10 km væk. Arkitekten Johan Iversen havde tegnet huset. 

Tjek af håndliste endte med bryllup.

Min mor har fortalt, at arkitekt Iversen ofte var ude for at  kontrollere om alt var i orden. Især engang min moster Ida var på ferie fra Esbjerg, da kom han meget tit. Det var for at se om håndlisten til trappen var i orden. Det endte  med bryllup. Så min mor var ikke videre stolt, da hendes anden søster Dagmar også traf sin mand hos dem. Holger Grønholt var ansat hos Peter Jensens kjole og manufakturforretning. Han var et livstykke, der gjorde alt for at imponere Dagmar. Hun har fortalt, at når de gik tur i Thisted, hoppede Holger ned på hyttefadene i havnen. Hun var skrækslagen. Det var igennem K.F.U.M., min far og mor lærte dem at kende. Der var hyggeaftner for ungkarlene hjemme hos os.

Familiefoto-s15

Min far – faster Katinka – onkel Frode – min farfar – Arne – min farmor

Bedsteforældrene

Min farmor døde hos os i 1937. Hun havde sin sidste tid i Thisted. Jeg fik at vide, at hun var på gæsteværelset, men hvor meget indtryk det gjorde på mig, kan jeg ikke huske. Både min morfar, farfar og farmor døde i 1935/1937. Så jeg kan ikke huske dem.

Min mormor boede i Esbjerg i Stormgade 52. Efter min morfars død, flyttede hun i en lejlighed på Gormsgade. Men på grund af bombningerne i Esbjerg, turde min moster Hedevig ikke lade hende bo der alene. Så hun flyttede i samme hus som moster Hedevig og onkel Tarben i Vesterhavsgade, hvor hun døde i 1943. Men de nåede alle at se, det gik børnene godt i Thisted, at de fik tre dejlige børn, som bedsteforældre altid siger.

Jeg gætter på at nedenstående foto’s af familien, er taget i forbindelse med Inges barnedåb i 1932, hvor hele min fars familie var i Thisted. Da jeg blev gammel nok til at huske, var det bedst, når onkel Frode kom på besøg, han legede meget med os. De havde ingen børn. Tante Asta havde meget svær leddegigt og faster var ugift, så vi var de eneste børn i familien. Så vi blev meget forkælet af dem.

Familiefoto-s16-1

onkel Frode, Arne, tante Asta

Familiefoto-s16-2

Faster Katinka og tante Asta, min mor og farmor i anlægget

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gerda-Inge-og-Arne-s17

Inge og mig med fine hatte og Arne måske 1937

Jeg kan huske, når vi var på besøg hos min mormor i Stormgade 52 i Esbjerg. Vi legede ude for det meste, så vi fik lov til at fjerne mos imellem fliserne ind til garagen. På vejen op af trappen til første sal, var der en kommode ude i gangen. Herpå stod der en garnvinder, som jeg har endnu. Den har vi brugt meget.

Inge-og-Gerad-i-Esbjerg-s17

Inge og mig på besøg hos mormor Stormgade 52 i Esbjerg

Familiefoto-s18-1

Mormor og morfar med deres børn i haven, Stormgade 52 måske morfars 60 års fødselsdag 4. august 1931 fra venstre Hedevig, Dagny, Ida, Marta min mor, Dagmar, Ejnar og Gustav

Mormor-og-morfar-i-Esbjerg-s18-2

Min mormor og morfar i haven Stormgade 52 i Esbjerg 1932

Vi havde besøg  af min mormor. Det var vist lige efter at min morfar døde i 1937. Billedet nedenunder viser, hvor hyggeligt, det var en sommerdag at spise ude i haven. Det må være før moster Ida blev gift, da onkel Johan ikke er med på billedet. Det er utroligt så unge ens forældre ser ud. Min mormor  var leder af søndagsskolen i Esbjerg. Det lå hende meget på sinde.

Familiefoto-s19

Besøg af mormor fra Esbjerg ca. 1937. Mormor med siden til, moster Ida på bænken, min mor og far. Inge, Arne og mig, vi sidder ved det lille bord.

KRIGEN

Desværre er det ikke meget, jeg kan huske fra 1936 – 1938.

Om eftermiddagen den 9. april 1940, var jeg med mor oppe hos moster Ida i Vestergade. Krigen var brudt ud. Jeg kan ikke huske om Inge var med. Moster Ida ventede Betty, der er født den 9. juli 1940. Medens vi var der, kom der en masse larm. Vi gik til døren og så, at tyskerne kom kørende. De var endda så uforskammede, at de kørte ned ad Vestergade. Det var ellers forbudt, at køre længere end til Peter Jensen på hjørnet af Vestergade/Frederiksgade. Vejen var ensrettet ned forbi kirken. Det var tyskerne ligeglade med. Men en motorcykel kørte lige ind i hjørnet af Vestergades Brugsforening og Landmandshotellet.

Vestergades-brugsforening-s20

Desværre har jeg kun dette billede fra omkring 1920 fra en bog, så kvaliteten er ringe, men huset fyldte meget, så derfor var vejen ensrettet. Vestergades brugsforening blev oprettet 1899.

Jeg var 5½ år gammel og kan huske, hvor utryg det var, når de voksne talte med sagte stemmer i en trist atmosfære. Men hvad det ville betyde med krig, det forstod jeg ikke. Jeg opdagede ret hurtigt, at min mor ikke kunne få kaffe. Det var noget erstatningskaffe som vi kunne købe. Sukker og mel blev vejet af, der var ikke færdige pakker som idag.

Vi skulle have et glas med til sirup. Så kunne de hælde det op som vi ønskede. Smør var heller ikke i pakker som idag. Det lå i en drittel (som en fastelavnstønde). Vi sagde hvor meget vi skulle bruge, og de lagde smørret på et stykke papir. Der var mange ansatte til at ekspedere os. Det var ikke selvbetjening, som det er i dag.

Familiefoto-s21-1

Til eftermiddagskaffe hos moster Ida og onkel Johan, i Vestergade 43, det var lige før Betty blev født 1940 Fra venstre: Inge, min mor, mig, min far, moster Ida og onkel Johan.

På besøg en søndag hos moster Ida og onkel Johan (billedet ovenfor). Vi blev fotograferet af onkel Johan, som kom løbende. Han ville jo også med på billedet. Han sidder under æbletræet.

Arne-Gerda-og-Inge-s21

Arne, Gerda og Inge hos moster Ida og onkel Johan 1940

Men min mor var heldig, at onkel Tarben havde en skibsprovianteringsforretning. Så han hjalp hende også med engelske cigaretter. De var jo af og til i Esbjerg. Fik også besøg af familien fra Esbjerg, så de kunne få dem med hjem. Min mormor boede der. Fiskerne købte cigaretter i England, så længe de kunne fiske i Vesterhavet.

Aron-med-Arne-og-Inge-s22

Arne og Inge sammen med far og vores bil Ford V8

Jeg husker engang, vi var på besøg hos moster Dagmar og onkel Holger i deres sommerhus Stillinge Strand. Vi boede i et nabosommerhuset, som onkel Holger havde til personalet. Der skulle vi sove. Jeg fik ondt i maven og gik over til min mor. Hun sad og hyggede sig med en cigaret i munden, da jeg kom ind i stuen. Og jeg blev sur, for jeg syntes ikke min mor skulle ryge, når min far ikke gjorde det.

Min mor var glad for, at moster Ida var i Thisted. Så de talte meget og længe sammen i telefonen. De klagede over, at de ikke kunne få citroner, bananer og appelsiner. Vi fik også mærker til at købe sukker, mel, sko, tøj og chokolade. Og vi havde en lille cremekrukke med sukker. Den skulle slå til i en uge og var til vores rå havregryn. Jeg syntes, det var synd for Arne, at han ikke fik mere sukker end os, da han spiste flere portioner. Af chokolade kunne vi få 10 chokoladefrøer på et mærke. Det var det, der var mest delsomt. Tyggegummi fandtes ikke, men vi kunne købe et stykke parafin. Det var vel på størrelse med en flødekaramel. En rund is kostede 10 øre, en tørkage hos bageren 14 – 17 øre.

Om søndagen gik vi om på mejeriet Pasteur i Østergade og købte flødeskum til æblekagen. Vi fik det i en papbakke og det var pisket. Der var en lang kø på mejeriet, da alle fra kirke skulle hente flødeskum. Det var forbudt at sælge piskefløde i flaske under krigen. Det skete også, at vi var inde hos bager Reinholt i Storegade og købe 10 linser for 2 kr.

Gerda-med-legekammerater-s23

Gerda, Antoinette Glistrup og Birthe Kristoffersen på græsplænen inde hos ægge Jørgensen i nr. 28

Æggrosserer Jørgensen havde også et sommerhus og var vores nabo. På fotoet sidder vi på græsplænen, som blev slået med le. Det er da til at se, at vi hygger os i sommervarmen, ind imellem en svømmetur i fjorden. Fru Jørgensen blev kaldt Gakken, jeg ved ikke hvorfor. Men de var meget flinke over for mig. Senere byggede de en vinkel på sommerhuset til højre, så de kunne bo der hele året.

Wienerpigen Antoinette

Antoinettes mor var en pige fra Østrig, der kom hertil Danmark efter krigen 1920. Jeg mener begge hendes forældre døde under krigen. Mine forældre sagde, at hun var en wienerpige, som Jørgensen havde taget til sig. De havde ingen børn selv. Hun blev dansk gift og de boede i Horsens. Jeg skrev med Antoinette, men senere blev de skilt. Derfor boede hun sammen med datteren i nr. 28. Det var første gang, jeg var ude for, at en voksen ikke talte rigtig dansk.

Dagligstue-Johnsens-Alle-s24

Vores dagligstue på Johnsens Allé.

Engang kom Jørgensen cyklende. Jeg gik i mine egne tanker. Så standsede han op og sagde: “Du er nu sødest, når du smiler”. Det har jeg tænkt på mange gange siden. Jeg tror Inge og Arne har en dårlig samvittighed, da de fik mig til at råbe om hjælp ud af vinduet. Det var for at Jørgensen skulle høre det. Ja, de kloge snyder de mindre kloge, sådan har det altid været.

ACKERMANN

Tyskerne sendte et brev om at vi havde for mange værelser i  huset. De ville bruge et værelse, og det blev et kælderværelse. Jeg tror værelset var ca. 2,5m x 3,5m stort og havde en spiralseng uden dyner, og kun en gammel hessianmadras. De (”tyskerne”) havde taget værelset, så min far sagde, at “vi lejer ikke ud”, hvorfor der ikke fulgte noget med.

En tysk officer i kælderen

Efter den første nat så min mor, at han kun havde en kappe til at lægge over sig. Det kunne hun ikke leve med, så hun fandt en dyne og hovedpude til ham. Min far blev rasende på min mor.

Tyskeren hed Ackermann. Han var officer, så der kom en menig soldat og pudsede hans støvler. Det lugtede meget stærkt. 

En dag tog Ackermann en stol ud i haven. Det var jo dengang, der var nogle meget varme somre under krigen. Men han fik besked på, at der ikke var have med til det værelse, som de havde taget. Når der var luftalarm, var vi nede i et kælderrum, hvor der blev strøget tøj. Hvis min far ikke var hjemme, kom Ackermann ind til os. Han viste os foto af sine børn. De var på alder med os, så han savnede dem meget. Det måtte vi ikke fortælle far, når han kom hjem. 

Engang imellem fik han også aftenskaffe med hjemmebagt brød til. Det var ikke min fars mening, han skulle have noget. Min mor havde mere hjælp til andre i tanker og handling.

Hvis vi mødte Ackermann, når vi var oppe i byen for at kigge på vinduer, så vendte han sig ind mod et vindue, så vi ikke blev nødt til at hilse på ham. Min far væddede med ham om, at tyskerne tabte krigen. Så det fik han jo ret i.

Særmeldingerne

Min far sad jo og hørte presse fra BBC hver aften kl 21. Det var vigtigt for ham. Især at høre alle særmeldingerne, som var kodeord om de steder, der blev kastet ammunition ned fra engelske flyvere. Det var til de danske  modstandsfolk. Hvor meget min far var med, fik vi ikke af vide, det var jo ikke noget man talte om. Børn kunne jo sladre. Radioen stod i den mellemste stue kaldet ”Herreværelset”. Det var der min far havde sit skrivebord. Det var hans område. Og når vi havde gæster sad alle mændene derinde. Det var lige over det værelse, som Ackermann boede i. Min far havde et kort over Europa, som han satte nåle i, så kunne han følge tyskernes fremmarch og tilbagegang, da de gik ind i Polen.

Vestergade-s26

Vestergade set nede fra kirken efter boghandlen, kommer Landshotellet, der blev nedrevet 1966, og brugsforeningens nye ejendom blev opført på grunden.

Kød til tyskerne under tvang

En søndag ved middagstid ringede politimesteren til min far om at tyskerne ville have kød. Min far sagde, det ikke kunne lade sig gøre, da danskerne ikke kunne få noget. Men politimesteren sagde, at hvis min far nægtede, så ville de begge blive skudt. Det var vigtig for dem at få kød, inden de skulle sendes til fronten. Min far bad politiet være med, så man kunne se, det var under tvang.

Min mor var meget bange, hun var ovre ved frk. Nielsen, der boede overfor slagteriet, så hun var i nærheden. Frk. Nielsen har de kendt fra dengang, de boede ovenpå slagteriet. Hun passede sin gamle mor som altid lå i sengen. Hende skulle vi besøge engang imellem. Jeg syntes hun var en oldsag. Vi gjorde det kun, fordi vi fik et bolche. De stod i en dåse oven på en gammel radio.

Inge-og-Gerda-s27

Mig og Inge ca. 1940 i nyt tøj.

Hjemmesyet børnetøj 

Vi fik syet tøj ved en hjemmesyerske fru Kristensen nede på Strandvejen. Det var jo ikke til at købe færdig tøj, så derfor fik vi tøjet syet. Min mor havde fået fat i noget kjolestof til os igennem manufakturhandler Langgaard og onkel Holger. Dengang fru Kristensen holdt op med at sy, måtte vi ud til fru Sunesen på Nørreallé og få syet tøj. Jeg tror min mor havde et svagt punkt overfor børnetøj. Vi fik meget. Det var der ikke mange andre som gjorde. Engang fik vi nogle kjoler med blå striber og små blomster mellem striberne. Jeg kan huske, at en af ørelæge Bertelsens piger kom hen til mig. Hun ville lige mærke, om de blå striber var fløjlsbånd, men det var det ikke.

Ved juletid under krigen var vi ude at se på julevinduer, der var nogle dukker, som vi så brændende ønskede os. Men pludselig var de væk fra vinduet. Så min mor sagde, at tyskerne nok havde købt dem. Det syntes vi ikke de kunne være bekendt. Men vi fik dukkerne i julegave.

Hverdag med tyskerne

Det skete af og til, at der landede en tysk vandflyver ude på fjorden, og så var der stor aktivitet. De havde jo den  største bunkers ude i Hanstholm, med en kanon der kunne skyde halvvejs til Norge. Den bunkers er idag museum. Jeg var ude og se den lige efter krigen. De levede under jorden, og der var et sygehus, hvis de skulle komme til skade.

Der gik mange historier om tyskerne derude. Når de var på vagt på stranden, skulle der have været en tysker som råbte halt, da han pludselig hørte noget bevæge sig. Men det puslede stadig og til sidst skød han. Det var bare et får. Men der var sikkert heller ikke noget at sige til, at de var nervøse. De havde jo ventet længe på, at englænderne skulle gå i land på Vestkysten. De tyske soldater, der var i Thisted, var utroligt unge. Mange kun 16 – 18 år. Vi så dem, når de gik udenfor barakkerne, hvor de gik vagt.

Tyskerne havde nogle voldsomme projektører. De lyste ud over byen. Det var for at se eventuelle vandflyvere, der ville lande på fjorden, eller om der kom andre flyvere i luften. Hvis vi havde været til møde på K.F.U.K. om aftenen, så var vi meget bange, for at gå hjem i mørket. Der var ikke meget gadelys, så vi havde en meget søvnig lampe med ud om aftenen. Den kunne kun lyse, når vi trykkede på en fjeder; den var uden batteri. 

På et tidspunkt var der nogle unge mænd – jeg tror de fleste kom på K.F.U.M., (Kristelig Forening for Unge Mænd) – der fulgte pigerne hjem fra K.F.U.K., (Kristelig Forening for Unge Kvinder). De ville beskytte de danske piger. Mange af dem blev senere gift med hinanden. Heldigvis var der mange møder for drenge og piger på K.F.U.M., som havde den største sal. Sådanne aftner var det nemt, at følge pigerne hjem, når man var samme sted. Det var for de 16-20 årige, men dem hørte jeg ikke til dengang. Der blev udgangsforbud om aftenen. Jeg tror, det var efter kl. 10, der skulle vises legitimation, så måtte man passere. På Strandvejen var der en vejspærring kun med en lille åbning, så en bil kunne passere.

SKOLESTART

I Thisted var der 2 skoler: Vestre skole og Borgerskolen. Den 1.  april 1941 begyndte jeg i første klasse, der var ingen børnehave-klasse dengang. Min mor var med, det var de fleste mødre dengang. Min far var på arbejde.

Vestre skole i Skolegade havde tyskerne taget, så jeg gik i skole på Borgerskolen. Den lå på Munkevej, næsten lige overfor fattiggården. Ved siden af skolen var Smiths fabrikker, som var en textilfabrik. De arbejde meget for tyskerne, så de havde et stort beskyttelsesrum i kælderen, som de ville stille til rådighed for skolen i tilfælde af luftalarm. Jeg har ikke hørt om nogen, der har været der.  Ved skolen var der lavet en jordhule med bænke. Det eneste lys var flagermuslygter. Det var meget uhyggeligt, at sidde og høre på flyverne over hovedet af os, men heldigvis skete der ikke noget.

Borgerskolen på Munkevej

Engang imellem kom der en sygeplejerske. Så skulle vi ind på et kontor og alle blev undersøgt for lus. Som helt lille havde jeg fået lus engang. Min mor blev fuldstændig hysterisk. Jeg kom op i badekaret og så klippede hun alle mine krøller af. Vores unge pige havde dem også, så det var sikkert derfra, jeg havde fået dem.

Billedet herunder er vi på vej hjem fra skole, efter en sneboldkamp, og trætheden har meldt sig.

Gerda-med-legekammerater-s30

Fra venstre Arne Sørensen, mig, Erik Scharling og Agnethe Krogsgaard.

Vi var mellem 32 – 36 elever i klassen. Det var ikke et problem, da vi sad på bænke med faste borde. I midten af bordet var der et hul, hvori en lille blækflaske skulle stå. Dengang var der ikke noget med kuglepenne, de kunne ikke købes. Vi skrev med blyant og havde en pen til blæk. Vi havde et lille skaft, hvor vi kunne sætte en pen i. I kan lige tro, den kunne klatte, det var, især når det sidste skulle skrives.

Der var jo krig, så det var om at spare på papir. Så vi havde en lille tavle med en griffel, som vi skulle bruge. Bøgerne som vi brugte, havde været brugt af andre. Vi skulle skrive navn i og når året var omme, skulle vi aflevere dem. Hvis de ikke var ren viskede nok, skulle vi komme med dem næste morgen kl. 7,30 ned til inspektøren, så han kunne godkende bøgerne.

Skoleåret gik i starten fra april. Det blev senere flyttet til august. Vi kunne jo glemme alt i sommerferien, den gang skoleåret begyndte 1. april. Når vi kom hjem fra skole, skulle vi skifte tøj. Det var jo ikke så nemt at købe tøj under krigen, der skulle bruges rationeringsmærker. Sko blev lavet af fiskeskind. Om sommeren fik vi nogle klipklap sandaler med træbunde.

Radioen var heller ikke så god som idag. Vi havde heller ikke fjernsyn. Det kom først midt i 1950’erne. Vi havde en vand- og gasmester Thomas Larsen som genbo. Han havde en grammofon til at trække op. De levede det meste af deres tid i kælderen, hvor han havde sit værksted. Der blev også lavet mad derinde, mellem rør og andet til brug for hans arbejde. Ovenpå havde fru Larsen  et nyferniseret køkken, som hun kun brugte, hvis der kom gæster. Så vidt jeg husker, var det et barnebarn, jeg legede med. Vi fik grammofonen med ud i lysthuset, så vi trak den op og spillede bl.a. Violer til mor og mange andre. Det var meget hyggeligt.

SKOLEFAG

I skolen havde vi dansk, regning, geografi, historie, zoologi, håndarbejde, religion, tegning, gymnastik og senere fysik, engelsk, tysk, matematik, aritmetik, og  husgerning.

Dansk og regning

I Dansk havde jeg en lærer Antonsen. Han var også vores klasselærer og han skulle tit spytte. Så i det ene hjørne oppe ved tavlen, stod der en spyttebakke af emalje, som han kunne spytte i. Han tyggede skrå og hvis man gør det skal man ofte spytte. Jeg syntes det var ulækkert. Når vi ville svare, så skulle vi altid række hånden op. Hvis vi blev spurgt, var det op at stå ved siden af skolebænken, og så kunne vi svare. Vi skulle hver morgen begynde med at bede fadervor. I dansk skulle vi lære at læse, skrive diktat og senere skrev vi stile om et eller andet emne. Det kunne efter sommerferien være om min ferie eller hvad vi havde lyst til. 

Efter frikvarterene, når klokken ringede, skulle vi stå på række ude i skolegården. Det var uanset om det regnede eller var solskin. Hver klasse skulle stå for sig. Når vi var stille, måtte vi gå op i klassen. Vi skulle altid ud i skolegården i frikvarteret. Hvis det regnede var der to halvtage, vi kunne gå ind under. Der var et til drenge og et til piger. Sommetider var det meget koldt, men inde i klasseværelset måtte vi aldrig være.

I Regning skulle vi de første år lære at dele, gange, lægge sammen og trække fra. Jeg havde en dygtig regnelærer som hed frk. Stensig. Dengang var der ikke noget med at sige fornavn til dem, ja vi viste ikke, hvad de hed. Det var meget sjovt, når vi skulle lege med tabellen. Alle skulle stå op, så gjaldt det om at huske, hvad 5 gik op i, og så skulle vi sige bum. Ved 5 tabellen var det 1 – 2 – 3 – 4 – bum – 6 – 7 – 8 – 9 – bum. Hvis vi glemte det, så skulle vi sætte os ned. Den der kunne stå længst op, var dygtigst til den tabel, som vi var igang med. 

Geografi, historie og religion

I Geografi skulle vi først lære om Danmark. Vi skulle lære om landet, byer, fjorde og Himmelbjerget, som var en af Danmarks store bakker. Vi havde også en geografi leg. Det var det samme, alle skulle stå op, så var der en der pegede på en by på kortet. Hvis man kunne svare, så blev vi stående, ellers måtte vi sætte os ned.

I Historie var det Danmarkshistorie. Vi hørte om danske konger og baggrund for Danmark og senere fik vi Verdenshistorie. Men vi havde ikke mange timer i det fag. Det var spændende, men meget svært at lære den danske Kongerække udenad. Jeg er glad for, at der ikke var så mange lande rundt i Verden dengang, som nu.

I Religion var det dejligt, at høre bibelhistorie fortalt af læreren. Vi lærte også mange sange og salmer og det var altid dejligt at synge. Vi havde også salmevers for, men det var ikke alt, vi forstod.

Husgerning og tegning

Husgerning foregik i skolekøkkenet. Vi var delt op i familier. Nogle skulle ordne viskestykker, til stopperne skulle vi bruge en kartoffelkniv til at strække bændlet med, det var den måde, de blev glattet ud på. Andre var på madholdet skulle lave mad. Der var også et bagehold og et opvaskehold som ingen havde lyst til at være på. Bordholdet skulle dække bord til 6 personer ved hvert bord, og vi skulle jo lære bordskik. Når vi havde spist, var der tid til at regne ud, hvad dagens middag kostede. Vi skulle også regne ud, hvor meget gas vi havde brugt. Vi havde 3 timer ialt, men det var nu meget sjovt, da vi gerne ville være dygtige til at lave mad.

I Tegning var vi i et tegnelokale, hvor vi sad i en firkant. Inde i midten blev der stillet en krukke, som vi skulle forsøge at tegne. Engang sagde min lærer til mig: “Du kan prøve at tegne dit barndomshjem”. Det var slagteriet, som lå nede ved havnen. Jeg syntes ikke han behøvede at sige, jeg var født på slagteriet. Når vi sad ved vinduet, kunne vi se derned. Skolen lå højt, tegnelokalet var på 2.sal.

Østerbakken-s33

Østerbakken som den så ud i min barndom, markisen til venstre var bageren idag er husene på venstre side fjernet, det skete i 1963. I huset på hjørnet i højre side, var der vi fik slebet vores skøjter. Strandvejen drejede til højre.

Gymnastik

Gymnastik om vinteren havde vi i gymnastiksalen. En time startede med, at vi gik i en lang række rundt i salen. Jeg syntes vi gik mange gange. Bagefter skulle vi løbe rundt, det gav altid larm. Nogle løb hurtigt og andre kunne ikke følge med. Så fik vi næsten altid skæld ud, men jeg syntes det var tåbeligt, når jeg tænker på det idag. Så skulle vi ud på rækker at stå og s¨var det armbøjninger og stræk samt hop på stedet. Engang imellem fik vi lov til at springe over buk eller højdespring. Det var altid sjovest med gymnastik lige før en ferie. Så måtte vi lege med alle redskaberne og tovene.

Om Foråret  gik vi hen til en markedsplads i nærheden. Det tog vel 10 minutter at gå derhen, og der skulle vi spille rundbold. Men når sommeren kom, gik vi ud på stranden. Det var lidt længere ude på stranden, forbi hvor vi boede. Der var 2 badehuse; et til drenge og et til piger. Vi skulle lære at svømme. Hvis man ikke kunne, fik vi en dunk spændt på ryggen. Der var ikke andre muligheder.

Vi skulle også tage den lille livredderprøve. Det var altid mig, der skulle falde i vandet med tøjet på, så de kunne redde mig. Det er utroligt, jeg overlevede at have hovedet under vand så længe. Jeg havde ekstra tøj med til det brug. Så kunne jeg lige gå hjem med det våde tøj, når vi gik tilbage til skolen. Vi badede hver dag hele sommeren, det var dejligt at bo så tæt på vandet.

Forældredag

Forældredag var om foråret. Alle mødre kom og sad rundt langs væggene. De skulle høre os læse og se hvad vi kunne regne på tavlen. Vores lærer var meget nervøs, for det var jo dem, der var til en slags eksamen. Når vi gik hjem fra skolen med vores mor, var det bedste altid, at vi fik en is på hjemvejen. Rigtig eksamen var der ikke noget af, før vi kom op i de store klasser. Så kom vi ind til det grønne bord og skulle trække en seddel eller et nummer. Det emne der stod, var hvad vi skulle fortælle om. Det er vist det eneste, der ikke er forandret idag.

Skolelæge – tandlæge

Vi skulle til tandlæge hvert halve år, men der var ingen tandlæge på skolen. Vi skulle derfor gå til en af de tre tandlæger, der var i byen. Vi syntes, det bedste var, at vi fik fri fra skole så længe. Tandlægerne kunne ikke lave huller istand, så hurtigt som idag. Vi var dernede mange gange, da tandlægeboret blev varmt. Idag gør det jo ikke ondt at få ordnet sine tænder.

Skolelægen kom på skolen. Engang sendte han mig til øjenlæge. Min far og mor mente ikke mine øjne fejlede noget, men jeg skulle have briller. Min faster var lige død, så der lå et par flotte briller med sort rand, som passede til en bogholder på ca. 43 år. Jeg fik dem og var meget flov over at få dem på, så i skolen bukkede jeg hovedet, så de andre ikke så dem. Jeg har gået med briller siden 1948-49. Ellers kiggede han mest efter om man var platfodet.

VINTEREN 1942 – 1943

Skolen havde ikke noget at fyre med, så vi fik kuldeferie i 6 uger.

Fjorden var frossent til, så vi kunne løbe på skøjter hele dagen. Ja vi løb til det blev mørkt. Mange gange var vi så trætte, at vi knap nok gad tage skøjterne af inden vi gik ind. Det var så koldt, at man gik med ørevarmer på for at ørene ikke skulle fryse af. Mælken til mejeriet, blev kørt med hestevogn. Det vil sige, der  var slæder spændt efter hestene og på vognen stod alle mælkejungerne. Hvis vi kunne nå at hoppe op på mederne, kom vi hurtigere til skolen. At det var farligt, tænkte vi ikke meget over.

Hjemme hos os havde vi centralvarme og ingen kul, så min far købte brunkul. Det var kun til jul og påske, der blev fyret i hele huset. Vi fik en lille brændeovn sat op inde i den midterste stue, i den fyrede vi med tørv. Men engang imellem var tørvene så våde, at der ikke var meget varme i dem.

Herreværelset-s36

Herreværelset med hjørnebænken rundt om bordet.

Legetøj præget af krigen

Arne og Erik Scharling havde meget legetøj: linolsoldater, krigsskibe, flyvere og kanoner samt en falckstation. Der var Hitler, der kunne bevæge armen til heil, Musolini, Göbels, og så kong Christian den X’ende til hest. Samt tyske soldater, mariner, garder med orkester. Falckstationen var min redning, så måtte jeg gerne lege med. Jeg skulle være sygeplejerske og hente alle de sårede soldater med ambulancen. Nogle havde mistet det ene ben, men det var ikke i krigen på gulvet, det var sket. Gulvtæppet blev brugt til skyttegrave, så hvis ingen viste hvor de lå, skete det at, der blev trampet på et ben. Men det var sjovt at være med.

Ellers spillede vi Matador, æsel, dam, mølle rundt om spisebordet inde i herreværelset. Der var en bænk på de to sider, så det var en rigtig hyggekrog. Der skulle vi også lave lektier. Når vi fik karakterbøger med hjem, fik Arne og jeg mor til at skrive under, når far ikke var hjemme. Vi fik den hurtigt afleveret igen. Inge ventede til far kom hjem, så hun kunne få ros.

Mursten i sengen

På brændeovnen lagde vi nogle mursten, så de kunne blive godt varme til vi skulle i seng. Vi havde en stofpose, som vi puttede de varme sten i. Det skulle gå hurtigt med at få dem op under dynen. Så blev sengen varm, der hvor stenen lå. Hvis jeg hurtigt faldt i søvn, kunne det ske, jeg slog mine tæer imod murstenen og det gjorde meget ondt. Når vi ikke kunne fyre, så kunne vi heller ikke få et varmt karbad. På skolen havde man et baderum i kælderen. Der fik vi besked på at tage sæbe med, så vi kunne blive vasket.

LUFTALARM

Når vi var i skole og der kom mange flyvere over skolen, blev der sendt sirenelyde ud. Så skulle vi gå i beskyttelsesrum. På skolen var der lavet en jordvold og der var en lille dør derind. Man havde lavet nogle smalle bænke uden rygstød. Der skulle vi sidde til alarmen blev afblæst. Der var ikke elektrisk lys, men nogle små petroleumslamper, som man bruger idag på campingtur. Der var altid en uhyggelig stemning, vi skulle sidde musestille. Det var som at være i en hule, uden at kunne hygge sig. Men heldigvis skete der ikke noget med os.

Mormor-70års-dag-s37

Mormors 70 års fødselsdag 29. juni 1942

Familiefoto-s38-1

Fra mormors 70 års fødselsdag bagest fra venstre onkel Johan, moster Ida, tante Clara, moster Dagmar, min mor, min far, tante Henny, onkel Viggo, moster Hedevig, onkel Tarben, onkel Ejnar, forrest fra venstre onkel Gustav, mormor, måske moster Marta fra Tjærreborg, moster Dagny og onkel Holger.

Familiefoto-s38-2

Fra mormors 70 års fødselsdag med sine børn. Bagest til venstre Ida, Dagmar, min mor Marta, Hedevig, Dagny forrest fra venstre onkel Gustav, mormor, onkel Ejnar.

EFTER SKOLETID

Når det var meget varmt, kom der en vandvogn og vandede vores vej. Det var en grusvej og så støvede det ikke så meget. Der var ikke mange veje med asfalt på. Jeg legede meget med alle gadens børn. Om sommeren spillede vi rundbold. Det var meget  nemt, da der var rønnetræer på begge sider af vejen.

På fjorden

På fjorden kom der mange sejlskibe. Det var flest skonnerter som kom med kul og foderstof. Det var flot at se dem komme sejlende. Inde i havnen så jeg engang en dykker med dykkerdragt på. Vi så, da han dykkede ned. Han skulle efterse boldværket. I august måned, kunne vi hente brislinger ved fiskekutterne på havnen. Der var et tidspunkt, hvor de fik utrolig mange med ind. Når vi kom hjem blev de stegt på panden, og det smagte pragtfuld.

Vi havde en lille robåd, som vi hvert forår skulle sejle ind i havnen til slagteriet. Der skulle de tjære den under bunden. På den tid var den meget utæt og det var nødvendig at have en med, som kunne øse vand ud hele vejen. Idag forstår jeg ikke, at mine forældre turde lade os gøre det.

“Fine damer”

Jeg legede meget inde ved vores nabo Kristoffersens i nr. 24. Birthe var et par år yngre end mig. Hun havde voksne søstre – Ella og Inger og en storebror Carl Johan. Så der var noget, jeg ikke havde. De var voksne med voksne vaner. Birthes mor var oppe på byens vaskeri i Storegade. Hendes far vaskede flasker på Svaneapoteket ved apoteker Kjærulf. Vi gik op til Birthes mor, når Birthe skulle handle ind. Når vi havde handlet ind kunne vi lege. Det var næsten altid “fine damer” i Inger og Ellas gamle kjoler og sko. Læbestift, pudder og kinderødt blev flittigt brugt og det var vist ikke det hele, vi måtte bruge. Vi så farlige ud.

Vi legede også fine damer med vores påklædningsdukker. Det foregik på køkkenbordet  hos Kristoffersens, så kunne vi se ud på gaden. Alting var anderledes inde hos dem. Jeg syntes, det var skønt at være der. De fik en stak ugeblade hver uge. De var næsten som indbundet og det var utroligt, at de kunne nå at læse dem alle. Hver jul fik Birthe store julekalendere, det var huse, skibe og møller. De havde også en hund, den havde altid lopper.

Jeg var også meget nede hos Agnethe Krogsgaard og lege. De havde en meget stor have, hvor hendes far dyrkede tobaksplanter. Når de skulle tørre, blev de hængt op inde i et skur. Vi fik lov til at bygge en hule i haven. Det var meget hemmeligt med mange møder. Det var spændende, indtil andre opdagede det. Når vi skulle have eftermiddagskaffe, var det saftevand og sigtebrød med Ramona. Ramona var revet gulerødder der var lavet til en form for pålæg. Det var til at smøre på brød, næsten samme konsistens som Nutella. Det var heller ikke noget, vi havde derhjemme.

Gerda-og-Bodil-s40

Bodil Scharling og mig. Bodil blev min patruljefører som K.F.U.K spejder.

Om sommeren var vi for det meste ud at bade i fjorden eller lege i haverne.Vi havde en badebro, hvor der var en lille robåd. Den kunne vi også springe i vandet fra. Engang ringede manu-fakturhandler Langgaard om fjorden var blik,  det var den, så kom han. Han ville ud at fiske, så jeg skulle ro båden for ham. Han stangede ål, det var altid spændende. Arne var i lære i hans manufakturforretning. Han skulle også vaske trapper op til privaten. Det hørte med til lærepladsen dengang. I weekenden skulle han også passe markiserne, hvis det blev solskin, det ødelagde mange af vore søndage. Vi gik i  Søndagsskole kl. 13 -14, i missionshuset.

VINTEREN

Vi havde ingen varme på værelserne, undtagen til højtiderne hvor blev der fyret.Vi havde et centralfyr nede i kælderen. Det var brunkul, der blev fyret med. Jeg har den søde lugt i næsen endnu, når jeg tænker på det. Min mors sølvtøj blev helt mørkebrun af luften, så det har sikkert heller ikke været sundt for os. Det skete at vandrørerne frøs. Så kom der en gas- og vandmester med en blæselampe til at tø rørene op. De lå inde i skunken (det var pladsen under skråvæggene) så derfor frøs de altid og der var ikke nogen isolering som i dag.

Gerda-på-ski-s41

Gerda på ski på Johnsens Allé med voksne ski.

Jeg har lånt et par ski, som jeg tror var min fars, så det var lidt besværligt. På Johnsens Allé efter Koopmann slagteri var der en vej ned til fjorden hvor vi kørte på kælk. Når vanterne var fyldt med sne,  gik vi ned til et rør med damp udenpå slagteriet, for at tø vanterne op. Det var nu ikke en særlig god ide, idet varmen i vanterne varede kort og de blev sjaskvåde af den smeltede sne.

Når vi fik gæster lå Arne, Inge og jeg på gulvet udenfor vores værelser. Så kunne vi kigge ned på alle gæsterne, der kom ind i forgangen. Det var sjovt at se, hvad tøj de havde på. Men det var vigtigt, at de ikke så os, vi skulle jo sove. Nogle af gæsterne viste vi lå der, så de vinkede op til os. Dengang skulle børn ikke ses og høres.

Kuldeferie

Ellers foregik meget på isen om vinteren. Det var nemt at tage skøjter på, men når vi havde løbet i flere timer var vi trætte. Vi gik ind med skøjterne på. Når der var is på fjorden, kunne vi løbe langt ud på isen for at se, om fiskerne havde fanget noget. De slog hul på isen og pilkede torsk. Det var altid sjovt at se fiskene ligge på isen. Ved sejlrenden var der mange sprækker i isen, så der skulle vi passe ekstra på, da isen var tyndere.

Gerda-og-veninde-på-ski-s42

Gerda og Antoinette Glistrup på ski inde hos ægge Jørgensen i nr. 28.

Det skete at vi løb på isen ind i havnen, hvis vi skulle hente brød ved bageren i Storegade. Det var utroligt, at ingen faldt igennem isen, da åen altid havde en åben våge inde i havnen. Hvis ikke fjorden var frossen, gik vi ud til Fårtoft dam før Eshøj plantage, for at løbe på skøjter. Der var altid mange fra byen så det var festligt. Desværre tog det altid lang tid at gå hjem igen, når man var træt.

Den bedste vinter var i 1942-43, da vi fik kuldeferie i 6 uger. De havde ikke brændsel på skolen til at fyre med. Det er den tid, jeg har løbet mest på skøjter. Vi boede jo lige ned til fjorden, bag vores stakit var der en vej ud mod Eshøj. Ikke så langt fra os lå  Skydebanen, hvor tyskerne skød. Det var en øvelsesskydebane og vi fandt mange tomme patronhylstre derude.

Det må have været i vinteren 1943, hvor vi legede ude ved  stranden, at der pludselig kom en masse drøn. Det var isen der begyndte at skrue. Isen skruer op i store mængder, når det blæser op og det bliver tø. Vi hoppede op over murhegnet ind på Johnsens Rekreationshjemmets grund. Det var om at komme i sikkerhed så hurtigt som muligt. Vi var bange, det gik så utroligt hurtigt, men isen nåede os heldigvis ikke.

Diakonisse-s43

Det er diakonisse søster Anna, men jeg ved ikke hvem pigen er.

Dårligt knæ i sommervarmen

En af de varme somre lå jeg i sengen med dårligt knæ. Det var noget betændelse. Der kom en Diakonisse – søster Anna – som gav mig varme omslag på flere gange om dagen. Det var vist det eneste, man kunne gøre dengang. Omslaget lugtede ikke godt, når det var blevet koldt og det er en af de lugte, jeg kan huske.

Men ligge i sengen med vinduet oppe og høre alle børnene, der råbte ude ved badehusene – det var en trist sommer. Desværre har jeg døjet med det knæ flere år efter.

Mælk fra “Vinterly”

Under krigen købte vi mælk på en gård på Fårtoftvej. Gården hed “Vinterly”. Jeg havde en lille blå emaljespand med låg på. Vi skulle altid vente, til det næsten var mørkt, før  køerne var blevet malket. Når landmændene ellers kørte mælk på mejeriet, var det med hestevogn. Hvis der var sne, var det med kane. Det kunne vi godt lide, så kunne vi hoppe op på mederne og glide med.

SABOTAGE

Sabotage var der af og til i byen. Det var, når nogen ville ødelægge en forretning eller jernbanen, så tyskerne ikke kunne få varer eller olie med toget. Det blev udført af frihedkæmpere som ganske almindelige unge mænd.

Jeg kan huske bager Larsen i Nørregade som fik ødelagt sin butik. Men en nat røg hele pølsemageriet på slagteriet i luften. De havde advaret maskinmesteren, der boede ovenpå kontoret, så han kunne komme i sikkerhed før bomben sprang. Jeg har på fornemmelsen, at min far viste det, han lod sig ikke mærke med det.

Det var en flok F.D.F.ere, med pølsemester Poulsen i spidsen, der var sabotører i Thisted. De roede ind i havnen med en robåd, så ingen skulle fatte mistanke. Jeg har aldrig før set så stort et krater. Det var et tilløbsstykke næste dag efter skoletid.

En sommereftermiddag, blev det pludselig mørkt som om natten. Det var en godsvogn med olie til tyskerne, der var sprængt i luften. Det var på banen ved strandstien. Det måtte de fleste fra Thisted ned og se.

Under krigen blev vores Ford V8 klodset op nede i garagen på slagteriet. Der var jo mangel på benzin og den kom ikke ud at køre, før krigen var hørt op.

Vi havde en have overfor slagteriet på Strandvejen. Der var ribsbuske, der skulle plukkes. Så det gik noget af sommerferien med. Der var også køkkenhave. Det drejede sig jo om at få nogle grønsager under krigen. Det var lidt langt væk med en have, når vi skulle hente grønsagerne hjem.

MIN FAR BLEV SYG

Gerda-Arne-og-Inge-s45

Foto Arne, Gerda, Inge til min far på Holstebro sygehus 1944.

I 1944 blev min far syg. Han faldt om på badeværelset en lørdag morgen. Lægerne på Thisted sygehus kunne ikke finde ud af, hvad det var, så de sendte bud efter Overlæge Kirk fra Holstebro, han skulle se, om han kunne hjælpe min far.

Min far skulle indlægges i Holstebro. Det var ikke så nemt, da tyskerne var overalt. På Oddesundbroen skulle de holde stille. De tyske vagter ville se efter, om der var en syg i bilen, eller det var noget sprængstof til sabotørerne. Min mor var med til Holstebro, så vi blev passet af en ung pige.

Men der var flere af min far og mors venner. Det var blandt andet Riis Olesen, som har kendt min far og mor, siden de kom til Thisted. De boede en nat hos os, vi spillede matador, men vi måtte ikke vinde, det kunne fru Riis Olesen ikke lide.

Engang min mor lige var kommet hjem, for at se til os, ringede de efter hende igen, da min fars tilstand var forværet. (Jeg tror det var stress, men det sagde man ikke dengang). Han var også en tur i København hos en hjernespecialist. Men heldigvis kom han sig. Hver aften ringede aviserne for at høre til min fars tilstand, de havde en nekrolog klar, det gjaldt jo om at komme først. Der var tre aviser i Thisted dengang.

Min far rejste til mange møder i København, det var indenfor Slagterierne. Det var jo under krigen, så der var langt. Jeg tror nok det var afsted med rutebil til Struer og så tog til København. En togtur fra Thisted og til Slagelse tog næsten en hel dag. Byrådet tog også meget tid.

Mor fik en blodprop

I 1945 fik min mor, 40 år gammel, en blodprop i hjertet. Hun var på vej hjem fra byen i bidende kulde, så løb hun det sidste stykke hjem. Det var vist årsagen, sagde de dengang. Så hun var altid svag. Hun døde 9. september 1972 af  hjertestop.

Frugter kunne igen købes

Jeg husker dengang citroner og bananer kunne købes igen. Det skulle vi glæde os til, sagde de voksne. Men det var ikke en nydelse. Jeg har aldrig set så grønne citroner før, det var ikke lime og bananerne var heller ikke modne. Jeg tror ikke vi vidste hvad de skulle bruges til. Senere fik vi citronfromage, det var dejligt.

Lige efter krigen fik vi Appelsiner tilsendt fra fru Kaj Pedersen i København. Hun var en god kunde af slagteriet i Thisted og nær ven med min far og mor. Det var altid i februar måned, der kom en hel kasse. Hun mente, vi trængte til vitaminer. Det var de dejligste Jaffa appelsiner, de var store og søde. Jeg kan huske Arne engang valgte en af de allerstørste. Det skulle han ikke have gjort, den var utrolig tør lignede næsten træuld. Jeg tror aldrig mere, han går efter den største, så det har han lært.

FASTER PÅ FERIE

Vi havde kun et gæsteværelse, det var nok syntes jeg. Der kom jo kun faster. Hun var der hver sommer og i alle ferier.

Hun hed Katinka Wilhelmine Charlotte Arentsen. Det var noget af et navn. Når jeg skriver om hende, må jeg hellere fortælle at hun var ugift og bogholder i en stor forretning i Esbjerg som hed “Kontant Jørgensen“. Hun nåede, at holde 25 års jubilæum. I jubilæumsgave fik hun en sølvkaffekande, sukkerskål og flødekande.  Arne fik senere disse.

Hun havde altid mange gaver med, når hun kom på besøg. Vi fulgte alle tre efter hende op på værelset, som en lang hale. Hun havde mange smykker på, især ringe og flere på en finger. Vi var flove, når vi skulle ud at bade med hende. Hun kunne ikke svømme, men hoppede og lod som om hun svømmede.

Hun døde sidst i 40-erne på sit pensionatsværelse. Jeg er ikke klar over hvor gammel hun blev.

Min onkel Frode og tante Asta kom også på ferie. Onkel Frode var chauffør på slagteriet i Esbjerg. Tante Asta havde leddegigt, det var meget slemt, så hun nød at sidde i haven, når der var sol, de havde ingen børn.

Arne havde sit eget værelse mens Inge og jeg delte værelse, jeg tror det var indtil Inge blev 15 år. Så flyttede hun hen på gæsteværelset, dengang faster døde. Men det var jo ikke et rigtigt ungpige-værelse, da der stod 2 senge derinde. De skulle blive stående, hvis der kom gæster. Skulle vi have gæster til at sove, kom Inge hen i mit værelse, der var hendes gamle seng endnu.

4. MAJ 1945

Den 4. maj 1945 var jeg til fødselsdag oppe på Tingstrupvej. Der var en markedsplads overfor, hvor vi spillede rundbold. Men hver gang vi lige var blevet delt på hold, blev der luftalarm, så vi måtte ind igen.

Der var utrolig mange flyvere over hovederne på os. Min mor kom og hentede mig, da hun helst ville have, at vi alle var samlet hjemme. Så om aftenen kom Befrielsesbudskabet i radioen. Alle jublede, men jeg syntes, det var svært at forholde sig til. Næsten halvdelen af min tid, havde der været krig. Jeg havde jo leget, som om intet var hændt.

Den 5. maj havde vi fri fra skolen. Så skulle vi ned til den gamle realskole og se når de kom med tyskerpigerne. Det var dem der havde været gode venner med tyskerne. Pigerne fik klippet håret af, og kørt rundt i byen på ladet af en lastbil. Værnemagerne blev også hentet. Det var firmaer og forretninger, der havde behandlet tyskerne bedre end danskerne.

Jeg kan huske “pille Jensen” en lærer fra skolen. Det blev han kaldt, fordi han altid pillede næse. Han gik rundt med armbind på og maskingevær i hånden. Det var utroligt, da han var en meget vattet fyr med store knæ i bukserne. Han var en af dem, der skulle sørge for, at ingen hoppede af bilerne. Det var tyskerpigerne, som har gået sammen med tyskerne. Og værnemagerne, som har handlet mere med tysker end med danskerne.

Majdage-1945-01-s49

Fra majdagene 1945. Tyske soldater drager mod grænsen med deres habengut på alle slags køretøjer – en hjemfart, der tog sig knap så imponerende ud som ankomsten i 1940. Ved grænsen blev det taget fra dem.

Majdage-1945-02-s49

Efter kapitulationen i maj 1945 vendte ”Den danske brigade” hjem fra Sverige, og en afdeling overtog bevogtningen af Hanstholm-fæstningen. De ses på Storetorv i Thisted.

FERIE I DOVERODDE

Jeg kan huske, at vi en sommer efter min far var syg, skulle på ferie på Doverodde kro. Vi boede oppe på loftet, hvor der var nogle små værelser med skråvægge. Det var vist et stort loftsværelse, der var blevet delt. Tapetet var med små blomster og der var et vindue i gavlen. På værelset ved siden af, boede der to søstre. Deres far havde en forretning i Hobro. De hed Fæster og var på vores alder.

Vi skulle spise alt på kroen, det blev ofte ål. De havde en båd og hyttefad til de fangede ål, så der var altid friske ål. Vi fik også lov til at komme med ud i deres robåd. Om aften gik vi over en dæmningen til Boddum kirke for at se, hvordan det så ud, når man ringede solen ned. Jeg fik engang lov at prøve lidt, det var svært at finde takten.

Vi havde også vores cykler med, så vi kunne køre til Ydby. Der så vi hvor Cirkus Miehe boede om vinteren. Vi kørte ned forbi, de mange kæmpehøje over Boddum hjem. En dag var vi i Hurup hvor vi fik et par nye sko. Hurup havde en utrolig god skotøjshandler med gode børnesko. Dengang var det ikke almindeligt, at tage på ferie  med sine forældre. Det er heldigvis blevet bedre i dag. Og der var heller ikke noget med, at min far havde fri om lørdagen.

AALBORGTUR

Min mor gav os en ugentlig grøddag. Der blev lagt to kroner til side hver grøddag. Når hun havde penge nok,  skulle vi en tur til Aalborg. Der var 100 km på ikke særlig gode veje. Vi skulle først komme hjem fra søndagsskole kl. 14, inden vi kunne køre. Højdepunktet var chokolade på konditori Kristine og en tur i biografen blev det. Engang  kan jeg huske, at der var blevet sparet så mange penge op, at vi for første gang kunne komme i Kilden og spise til aften. Det var første gang jeg fik islagkage. I Radioen hørte vi tit middagskoncert fra Kilden i Aalborg. Der var også et orkester der spillede, da vi var der. Underholdning af nogle klovner og jonglører var der også.

I bilen var der ingen varme, så der sad en varmer på forruden. Vi havde lammeskindsposer på benene, og tæpper over os, så vi ikke gik til af kulde. Bilerne kunne ikke køre så stærkt som i dag. Det tog ca. to timer hver vej for 90 km. Hovedvejene var brostensbelagt, så det var ikke nemt at køre hurtigt, men det var bilerne heller ikke til.

MIN KLASSE I 1948

Klassebillede-1948-s51

Klassebillede fra 1948 Bageste række fra venstre Arne Pedersen, Leif Olsen, Inger Hede, Birthe Christensen, Kirsten Hildebrand, Per Dandarnellle, ? , Inger Konge, Elin Andersen, Lis Høyer. mellemste række Børge Søndergaard, Ole Skaalum, Erna Jensen, Birgit Skaalum, Kristian Brund, Bodil Christensen, Mig, klasselærer Wulfberg Andersen. første række fra venstre Jette Thagaard Jacobsen, Jørgen Pedersen, ? , ? , Tommy Rasmussen, Bente Merete Kjeldsen, Agathe Pilacki, Rigmor Skaarup.

Agathe Pilacki kom i vores klasse, da der kom mange flygtninge til Thisted. De var fordrevet fra Polen og Litauen, dengang tyskerne gik ind i Rusland. Hun boede ude i Dragsbæk, hvor der blev oprettet en stor lejr bag pigtråd. Der vandrede de frem og tilbage.

Brev-fra-Agathe-Pilacki-s-52

Agathe Pilacki boede ude i flygtningelejren ved Simons bakke, hun fik lov at gå i skole ude i byen, men vi måtte ikke besøge hende. Da alle flygtninge rejste hjem, havde de lavet et litauisk kors, som tak for alt. Det er nu civilforsvaret, der råder over området. Der blev også bygget et plejehjem til de mange gamle, der ikke kunne rejse videre.

Men lige inden hun skulle rejse, var jeg ude og besøge hende. Hun viste mig en stor sal, som de tit var forsamlet i.

Som tak til Thisted by lavede de et stort Litauisk kors, som kan ses idag på Simonsbakke, når man kører ind i Thisted. Da hun rejste, boede der kun få gamle på et plejehjem, da de ikke kunne følge med familien. I dag er det Civilforsvaret, der har bygningerne. 

FRITIDEN – SPEJDER

Der blev oprettet K.F.U.K. spejdere i september 1946. Vi skulle alle have uniformer, men de var ikke til at købe. Gode råd var dyre. Et lagen blev farvet grøn og fru Kristensen på Refsvej skulle sy alle uniformerne. Det var en jakke med 4 lommer, samt skulderstropper. Nederdelen skulle være en blå lægget nederdel, brune sko og brune strømper. Vi skulle også have et blåt slips på, så vi lærte at binde slips.

Kløverpatruljen-s-53

Kløverpatruljen. Kirsten Søndergaard, Bodil Scharling, mig, Bodil Christensen, Rita Jørgensen og Ingrid Højbjerg.

Uniformen falmede meget om sommeren, den blev helt gul. Bodil Scharling, der boede længere henne i gaden, blev min patruljefører. Vores patrulje var Kløverpatruljen 1. patrulje 2. trop. Vi var en dejlig patrulje med friske piger. Jeg glemmer heller ikke, at vi engang var på lejr i Bjergbo, den lå i Skyum bjerge.

Vi gik til Vilsund, så vore uniformerne blev helt glaseret af is, de kunne næsten stå selv. Heldigvis havde vi strikketrøjer indenunder. Men i bussen blev de helt tøet op, så var vi pjask våde. Heldigvis var der kun 10 – 12 km med rutebilen hjem. Dengang var der ikke noget med at få forældre til at køre, da der ikke var ret mange som havde bil.

Vi var med på en 24 timers hike, der var mange poster. Det var F.D.F., K.F.U.K. spejderne, de blå Pigespejder og de gule spejdere. Der var 32 patruljer ialt, så vi var mange. Vi startede med at gå rundt i byen med faner og musik. Så gik vi om til banegården, hvorfra der gik særtog. Ingen måtte vide hvor vi skulle hen. Da toget standsede, var der poster, til vi kom til Hundborg. Om aftenen var der fælles lejrbål.

Der blev fløjtet til Natløb ved to-tiden. Det var første gang jeg har prøvet det. Vores patrulje for vild og endte ude i Toldbøl mose. Der var et hus som vi troede det var en post, der var faldet i søvn og snorkede lystigt. Efter at vi havde rodet ind gennem et vindue, fik vi ham vækket. Det var en eneboer, så han kunne fortælle os, hvordan vi kom ud af mosen igen. Vi kom tilbage til gården, fik sovet til der blev fløjtet igen.

Gerda-som-15årig-s54

Gerda som 15. årig.

På turen tilbage til Thisted var der mange poster, der skulle løses. Vi blev nok de sidste i point, men vi var også de yngste, der var med. Da vi kom hjem, var det tre trætte børn, der trængte til at få fødderne i bad. Jeg kan huske at vi fik bøf med brun sovs. Næste dag i skolen, kunne vi på lang afstand se, hvem der havde været med på Hiken – alle havde vabler og havde svært ved at gå.

FAMILIEN NIELSEN

En dag kom min far hjem og fortalte min mor, at vi skulle have en familie boende. Det var ikke til at sige, hvor længe det skulle vare.

Jeg må hellere fortælle, at min far var i børneværnet. Familien Thorvald Nielsen var en familie, hvor faderen drak, så der var ikke penge til mad. Fru Nielsen var indlagt på sygehuset, så der var ingen til at tage sig af børnene. Henning, den største af drengene, havde mistet det ene øje, så han havde glasøje. Ove havde mistet et par fingere ved fyrværkeri og der var også en lillesøster, jeg tror hun hed Aase. Hun stod inde i stuen i kravlegård.

Jeg var med til at hente deres tøj, hvor de boede på Faartoftvej. De havde den første lejlighed i rækkehusene. Det var et uhyggeligt syn. Ingen stole var hele, ingen wc-bræt, ingen dør-håndtag; men de havde et spil Bob, det var der det hele.

De boede ikke så længe hos os, da faderen kom i behandling for sit alkoholmisbrug. Pigen kan jeg huske, hun stod i kravlegården. Jeg tror hun var to år og hun kunne lige nå Inges noder. Det var 45 sonatiner, som hun rev i stykker, så sikke en ballade der blev.

Der gik ikke så lang tid, inden deres far kom for at se til dem. Men han skulle gå ind på, at holde op med at drikke, da familien ellers ville blive ødelagt. Der gik ikke mange dage efter det, så var de væk igen, deres mor blev udskrevet fra sygehuset. 

PÅ FERIE I MIDDELFART OG SLAGELSE

En af mine mange ferier i Middelfart var 1947. Det var hos min moster Dagny og onkel Viggo. De havde en planteskole, men havde også store drivhuse med tomater og agurker.

Når det var middagssøvnstid, gik moster Dagny op i seng for at sove, onkel Viggo sad i sin stol og sov. Jeg sad nede på gulvet ved grammofonen og spillede F.D.F. plader, de gamle 78 plader. Vi havde jo ingen grammofon derhjemme, så det var spændende.

Når jeg var med onkel Viggo ude i gartneriet sagde han, at nu skal vi ned til jordbærrene og jage solsortene væk, så vi kunne få nogle jordbær. Dem spiste vi mange af. Der var også nogle dejlige store gule stikkelsbær, de smagte vidunderligt.

Moster og onkel boede på Assensvej 125. Huset lå med banen på den ene side og vi talte engang op til 35 godsvogne. På den anden side af huset var hovedvej 1. Der kom biler ustandselig og det var fra hele Europa. Jeg skrev nummerplader af. Det var sjovt at se, hvor de kom bilerne kom fra. Når vi skulle sove, kom der lys ind ad vinduerne hele tiden.

Min fætter Eigil var gartner hjemme hos dem. Det var meget hyggeligt. Han boede privat lidt længere ude ad vejen sammen med sin kone Vera.

Min kusine Erna var også på priklearbejde i gartneriet. Hun var gift med Gunnar og de boede på gammel Banegaardsvej 3. Dem var jeg tit nede og besøge. Erna lavede den mest vidunderlige brunsvigerkage, så jeg blev rigtig forkælet. I gaden overfor lå der en butik, der solgte isvafler. Jeg kan huske, at Erna købte nogle is, der hed amerikaner, der var en flødebolle øverst. Jeg skal love for, at vi var mætte efter sådan en is, men den smagte dejligt og det var friskbagte vafler de brugte.

I biografen

Jeg var også i biografen med moster Dagny. Jeg kan huske vi var inde og se en film, der hed Min moster fra mols. Onkel Viggo kørte mig til Røjle klit, hvor vi badede. Vi var også nede i Kolding og se Koldinghus. Jeg kan huske at da vi kom tilbage på Lillebæltsbroen, hikkede bilen pludselig, så det gik i små ryk frem.

Engang var Arne fanebærer ved F.D.F, så han var med til orkesterstævne i Odense. Men en aften skulle de give koncert i Fredericia. Moster Dagny sagde: “vi cykler derover“. Det var meget festligt at opleve, så mange spille på en gang. På vej hjemad kom toget på Lillebæltsbroen med alle F.D.F.erne. Der stod nogle på bagperronen af toget og spillede, så der blev vinket til os. Jeg tror, der var 7 km. mellem Middelfart og Fredericia.

Min kusine Birgit var i en børnehave, så hende var jeg oppe og hente. I ferien havde hun travlt med at hjælpe til med opbygningen af K.F.U.K. spejdernes landslejr ved Hindsgavl. Jeg havde ikke været spejder længe nok til at komme med. Men jeg havde min uniform med og så hjalp Birgit mig ind på lejren, så jeg kunne få et indtryk af den.

Som pioner skulle Birgit være med til at køre rafter til lejrarbejde på ladet af en lastbil, det fik jeg lov til at være med til. Min søster Inge kom sammen med spejderne fra Thisted og dem fik jeg så besøgt på lejren. Jeg var også med til lejrbål en aften. Lejren lå lige ned til Lillebælt, så det var en utrolig flot lejrplads. Ferier i Middelfart var med mange dejlige oplevelser.

Togturen til Slagelse

Af mine ferier i Slagelse, kan jeg især huske sommeren 1948. Jeg rejste med toget fra Thisted. Erik Scharling skulle også til Slagelse på ferie. Han havde noget familie fra Sorø, der også havde sommerhus i Stillinge Strand.

Togturen var noget særligt. Det var jo de store sorte lokomotiver, der var foran togvognene. Så når vi skubbede vinduerne ned, var det vigtigt, at se ud i den side, hvor røgen ikke kom. Gjorde vi ikke det blev vi meget sorte i ansigtet. Det tog meget lang tid. Jeg tror ikke toget kunne køre mere en 40-50 km, før det holdt meget længe på en station. Der skulle vand på lokomotivet. Det første sted var Ydby.

I Stillinge strand havde onkel Holger og moster Dagmar et dejligt sommerhus. Der var en stue, køkken og soveværelse. Fra køkkenet gik man ud i en lukket gård, hvorfra man kunne gå ind i garagen, hvor der var 2 værelser. Jørgen og Olaf sov i det ene, Edel og jeg havde det andet.

Onkel Holger havde lejet et lille grønt sommerhus, det lå bag deres eget. Ferien 1948 skulle vi jo følge med i svømmeresultaterne fra Olympiaden. Det var spændende, da Danmark klarede sig godt. I det grønne sommerhus, havde vi et spil matador stående. Hvis vi ikke var ude at svømme spillede vi matador. Det samme spil varede mange dage, så det var sjovt.

Moster-Dagmar-ved-stranden-s58

Moster Dagmar ved stranden.

Badestranden var en dejlig sandstrand. Jeg kan ikke huske, om Egon fra Esbjerg var der dengang i 1948. Det var sjovt at være mange i familien, der næsten var lige gamle.

I huset ved siden af moster Dagmar og onkel Holgers sommerhus, var der en Kaffegrosserer Poulsen fra Slagelse. De havde jævnaldrende børn, så dem legede vi meget med. Vi var også derinde og følge OL svømmeresultaterne i radioen. Der var jo ikke noget fjernsyn på den tid. Når man ikke kendte det, savnede vi det jo ikke.

Der var en dag, vi skulle med ind til Slagelse, så vi en masse røg. Det var en meget stor tømmerhandel, der var ild i. Engang var jeg med onkel Holger ind til København. Også Jørgen var med, så jeg var med ham ude og købe et signal til hans elektriske tog. Det var sjovt at se, når Jørgen kørte med togene.

Thisted-Kirke-s59-1

Thisted Kirke opført i sengotisk stil 1480-1490. Sideskibet mod nord blev tilbygget sidst i det 17. århundrede

 

Provst-Nygaards-konfirmanter-1948-49

Provst Nygaards konfirmanter 1948/49. Vi var 62 i kirken, så der var ikke flere bænke tilbage, jeg tror aldrig, der har været så mange konfirmander før. Pastor Juul Sørensen rejste, så vi havde et stort problem. Dengang Inge blev konfirmeret, bestilte min mor kogekone til mig, den dag Juul Sørensen skulle have konfirmation. Så der blev travlhed, men jeg tror alle klarede det, det var bare at køre længere væk fra Thisted, finde en lokal kogekone. Vi var helt i Nors nord for Thisted, for at finde en kogekone der havde tid den dag. Jeg står som nr.7 fra venstre i 2. forreste række

 

Rationeringsmærker-s60

Et udpluk af nogle rationeringsmærker fra 1947-1953

HELGA OG PETER FRA LEIPZIG

I 1948 fortalte min mor og far os, at vi skulle have to børn fra Leipzig i tre måneder. De kom til Danmark for at blive raske, jeg tror nok, de havde haft leverbetændelse.

Helga-mor-og-Perter-1948-s61

Helga, min mor og Peter 1948.

Det var Helga på 15 år og Peter på 14 år. De hed Thomschke. Min mor gik til lægen med dem, da deres kost skulle begynde langsomt. Så snart de så mælk, kunne de ikke få nok at drikke, men det måtte de ikke, da det var for kraftig en kost for dem.

En dag  fik de besøg af en dreng, der hed Heinz. Han var vist nok i Hurup. Det var ikke en de kendte hjemmefra, idet han var fra Berlin. Men fra den lange togtur til Thy, lærte de hinanden at kende.

De var alle jøder eller halv-jøder, som Helga og Peter. Deres mor var jøde og faderen tysker, så han var flygtet til Vesttyskland. Vi måtte prøve med den smule tysk, vi havde lært og med tiden blev det bedre. Sæben de havde med var som en sten. Alting var anderledes.

Helgas kjole var syet i hånden af rester. Så da de rejste hjem igen, vejede deres bagage 85 kilo. Det var sæbe samt såler og søm til at forsåle sko med. Mange strikketrøjer, sko, tøj og alting til børn på 14 og 15 år. Deres gamle tøj blev sendt til Leipzig i en pose.

Ungdomsfoto-s62-1

Peter, Inge, Helga og Rigmor 1948. Rigmor var pige på Doverodde Kro, hun blev senere ung pige hos os.

Ungdomsfoto-s62-2

Inge, Helga, Peter og mig bagved Helga som har den kjole på, der er syet i hånden af rester.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi havde en ung pige i huset dengang. Hun hed Rigmor og var fra Doverodde. Hun har skrevet til dem i 50 år på dansk. Helga og Peters far var rejst til Vesttyskland. Vi havde hørt at Peter ville over og besøge sin far. Han kravlede op under en lastbil – ellers kunne han ikke komme ud af DDR. Og blev han opdaget, så skød de ham. Så min mor var ikke glad, før hun hørte, at han var hjemme igen. De havde deres mor, som de tog sig af på det tidspunkt. 

PÅ BESØG IGEN I DANMARK

Helga og Peter havde en tante i København. Hun var enke efter kunstmaler Holger Fischer. Jeg tror det var i 1988, at Helgas tante fyldte 90 år. Det ville Helga gerne op til, men det var ikke så ligetil. Det var svært for hende at rejse ud af landet, da Østtyskland ikke var et frit land. Jeg skulle prøve Københavns Kommune og få papir på, at tanten levede og blev 90 år. Helst med så mange stempler som muligt. Stempler var noget af det eneste, de havde respekt for i Østtyskland.

Peter og-Arne-s63

Peter og Arne 1948

Helga kom her til Ulfborg først. Så var vi en tur oppe hos Rigmor i Ydby og derfra tog vi på en tur til Thisted,  for at se de gamle steder. Jette, vores ældste datter, boede på det tidspunkt i Thisted, så hende besøgte vi også. Min kusine Karin er tolk og translatør i tysk, og da hun også boede i Thisted fik hun også besøg.

Karin havde fortalt om en stor garnbutik i Schmidts gamle fabrik. Hun gik med os derop, da Rigmor gerne ville give Helga garn til en trøje. Det var for overvældene for Helga, at se så meget garn på ét sted. Men garn blev købt og en opskrift, som Karin var sød at hjælpe hende med. Senere har Helga sendt et foto af den færdige trøje.

En eftermiddag var vi en tur i Lemvig og besøge Dorte, vores yngste datter, så hun også kunne hilse på hende. Dengang vi kørte på vejen til Lemvig, var der nogle kridtstreger på vejen. Helga spurgte hvad betød. Jeg sagde at det er fordi hullerne i vejen skal ordnes med asfalt. Hendes kommentar var, at vejen fejler da ikke noget. Vi skulle lige se huller, der var i deres veje.

Helga-og-Gerda-s64

Helga og Gerda. Fra Helgas besøg i Ulfborg.

Vi skulle først køre til København i Store Bededagsferien til konfirmation hos Aages søster, og så kunne Helga køre med os. Tanten fyldte år om lørdagen. 

En anden verden

Da vi kom til Knudshoved og skulle med færgen, var der lang kø. Helga havde ikke set så mange biler og ville gerne tage et billede af dem – så det kunne hun bare gøre. På færgen så hun den Jernbanefærge komme forbi, som var den, hun havde været med over til os. Hun spurgte: “må jeg tage et billede af den?”. Det måtte man ikke derhjemme. “Hvor er politiet henne?”. Hun var bange for, at det var ulovligt. Derhjemme var der politi og militær overalt.

Inden vi kørte fra Ulfborg var hun nede hos vores blomstergartner, som havde et helt drivhus med blomster. Det var for overvældende for hende, at se så mange blomster på en gang.

Rigmor-Helga-og-Gerda-s65-1

Rigmor, Helga og Gerda.

Aage-Helga-Rigmor-s-65-2

Aage, Helga, Rigmor

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Straks hun var tilbage i Leipzig skulle hun aflevere sit pas. Hvis hun ikke kom dagen efter, så tog de hendes lejlighed. Helga fik ikke så høj løn, som hun burde. Hun havde kontakt til vesten, så hun var en dårlig DDR borger. Helga fortalte hvordan det var, når der var agurker i en forretning. Så tog man med glæde ud i den anden ende af Leipzig, for at få fat på nogle. Æbler kunne de ikke købe, de skulle gå til eksport.

Peter havde været skrevet op til en bil af mærket “Borgward”. Jeg tror, det var i 7 år. Men han fik den først efter murens fald i 1989. Peter og hans kone var kemikere, så de blev arbejdsløse, da man lukkede de kemiske værker 1989.

Helgas søn ville gerne være student. Men når han ikke ville binde sig til at være soldat i fire år, kunne han ikke få lov til at studere. Han blev kok og jeg tror, at han i dag er træner for håndbolddamerne i Leipzig. Jeg har skrevet med Helga til jul hvert år siden 1949. Så vi har fulgt udviklingen i det gamle DDR gennem hendes breve.

Julehilsen stoppet af censuren

Engang havde postvæsenet et kassettebånd, som man kunne indtale og sende som en personlig hilsen. Jeg købte et til jul dengang. Jeg fortalte om familien og ringede til Inge og Arne, så de også kunne sende en hilsen. Vi indspillede en dansk juleplade, så hun kunne høre drengekoret synge danske julesange og salmer. Men flere måneder efter fik jeg båndet retur. Det måtte ikke indføres i DDR. Det indeholdt nogle numre i deres regulativer, der ikke måtte indføres. Så det fik vi ikke noget ud af. Vi kan ikke sætte os ind i, hvor slemt de har haft det i Østtyskland.

FRA MIN POESIBOG 1948

poesibog-s66

poesibog-s67

 

THISTED FIK ET GYMNASIUM

Den 27. januar 1948 blev Gymnasiet indviet. Min far var formand for skolekommissionen, så han havde meget arbejde med at få det op at stå. Thyboerne mente ikke, det var nødvendigt med et Gymnasium i Thisted, når der var et i Nykøbing Mors. Efter megen avisskriveri blev den gamle skole på Munkevej omdannet til gymnasium.

Indvielse var en stor oplevelse. Undervisningsminister Hartvig Frichs kom og holdt festtalen. Min mor var meget nervøs, da hun skulle sidde ved siden af ham under indvielsen, som blev transmitteret i Danmarks Radio. Der blev udført en festlig kantate, som vi havde øvet os meget på. Jeg var med i store kor, samt drengekor (de manglede stemmer, så vi var et par piger, som skulle sidde bag drengene, når de stod op, så det ikke kunne ses, at der ikke var drenge nok).

Mor-Marthe-Pedersen-s68

Min mor

Aron-Overgaard-Arentsen-s68

Min far

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dengang jeg kom på realskolen, var det nede på Plantagevej indtil det hele flyttede op sammen med gymnasiet. Når vi havde sang oppe på gymnasiet, var vi omkring 90 elever. Det var dejligt, at der kunne laves flere kor. Gymnasiekoret blev ledet af Rektor Rosholm. Vi havde mange koncerter i Thisted Kirke, med organist Munk ved orglet, Rektor Rosholm sang solo, vi (koret) stod oppe ved altret. Jeg sang altstemme.

Engang var vi i Vestervig og havde en koncert søndag eftermiddag. Det var en pragtfuld oplevelse i denne flotte kirke – Danmarks største landsbykirke, en klosterkirke. Derfra kørte vi til Struer, hvor vi skulle give koncert i Struer Gymnasiums festsal. Vi var alle med bus på denne tur.

Struer Gymnasiekor, blev dirigeret af fru Unmarck Larsen. Jeg har senere hilst på hende, det var vist i 1994, hvor hun var på besøg hos sin datter Annette Unmarck Larsen  og svigersønnen Erling Olsen. Han standsede bilen udenfor vores forretning her i Ulfborg, så jeg kunne hilse på hende. Det var kort tid før hun døde. Erling Olsen har haft sommerhus herude i Husby i over 30 år.

LÆGE MICHAELSEN MED FAMILIE

1949 – 1950 var året, hvor vi fik flere boende nede i kælderen. Det var læge Michaelsen’s. De var blevet smidt ud af Kina, hvor han var lægemisionær. De havde Thomas, Hanne og lille Laurits med. Jeg kan huske Hanne, som en lille rund pige på måske 3 til 4 år. Thomas var måske 2 år ældre. 

Læge Michaelsen købte Læge West´s praksis ovenpå Løveapoteket. Så vi var alle med oppe og skrubbe og skurer, for det så farligt ud. Min mor syede gardiner af moskitonet, da de ingen penge havde.

Det var spændende at høre, hvad de havde oplevet derude og se billeder og se de ting de havde med hjem til Danmark. Min mor fik et par håndsyede hjemmesko af fru Michaelsen, som en erindring om dengang de boede hos os. De fik en utrolig dejlig bolig ved klinikken med udsigt over til Thisted kirke.

fru-michaelsen-og-thomas-s69

Fru Michaelsen og Thomas

Jeg tror billedet af fru Michaelsen og Thomas er taget, da Michaelsen var kandidat på Thisted Sygehus, før de tog ud som missionærpar til Kina.

KLAVER HOS FRU SØRENSEN

Jeg gik også til klaverundervisning hos fru Sørensen (det var Bornerups søster). Jeg var ikke begejstret for at spille hos hende.

Men engang skulle jeg spille firhændig med Bodil Smidt. Så jeg skulle komme op til hende. De boede ovenpå fabrikken på Munkevej. Jeg skulle ringe på en dørtelefon. Da jeg havde sagt mit navn gik døren op, så jeg kunne gå ind til Bodil.

Der var strømafbrydelse, så hun kunne ikke varme chokoladen, der stod i køleskab. Det var en anden verden, idet vi havde et køleskab, hvor der kom frossen is i en bakke. Det var den måde den kølede på. Men hos Smidt havde man et kæmpe elektrisk køleskab og elektrisk komfur, hvor alle andre havde gasblus.

Inde i deres stue havde de nogle kæmpe engelske lædermøbler. Der var en brun gruppe og en flaskegrøn gruppe. Bodil havde et hvidt klaver på sit værelse som lå en etage ovenover. Hun havde en bror, Erik. Så når han kom hjem, legede vi gemme i alle gæsteværelserne. Jeg syntes at de havde mange værelser.

Jeg holdt ret hurtigt op med at spille, da fru Sørensen ringede en aften til min far. Hun syntes ikke, jeg gjorde nok ved det. Jeg tror ikke, de kunne forstå, at jeg blev jublende glad. Hjemme hos os, var der jo Inge, som passede alt. Det passede min far. Desværre har jeg ikke savnet det så meget, men jeg var glad for at være i kor.

FLYTTE TIL STRUER

Min far fik nyt job i Struer. Arne var rejst hjemmefra efter at han var blevet udlært hos Langgaard. Inge havde job i Landmandsbanken, så hun lejede et værelse på Grønningen hos lærer Frida Madsen. Det var min historielærer. Hun var vældig sød, når jeg var oppe og besøge Inge – helt anderledes end i skolen.

Jeg flyttede op til moster Ida og onkel Johan i Vestergade. Der var Betty født i 1940, Hans født i 1942, Karin født 1946 og Ellen fra 1949. Så når jeg kom fra skole, var der i det lille køkken en kæmpe og uoverskuelig opvask, men der var ikke andet at gøre end at klø på. Vi legede meget ude på Vægtergangen sammen med børnene fra nabogaderne.

Onkel Johan havde tegnestue derhjemme, så moster Ida skulle lave lystryk. Når det blev sommer, var det sommerhuset i Aas det gjaldt. Jeg har været med derude mange gange, da moster Ida ikke brød sig om at være derude alene med fire børn. Der var ikke noget med engangsbleer; det var stofbleer, der skulle vaskes. Vand skulle hentes i kælderen ved en håndpumpe, komfur var der ikke noget af. Der var en primus, den hvæsede og spruttede. Toilet var ude i et udhus.

Mælken skulle hentes ovre på den anden side af vejen. Og skulle vi til købmand var det i Vildsund 3 km. på cykel. Det var hyggeligt at lege i skoven, men vi skulle passe på ikke at falde i tyskernes skyttegrave.

Noget af det bedste var, når onkel Johan kom hjem. Så kunne vi komme ud at bade.Vi svømmede tit om kap, moster Ida og mig. Det var det eneste tidspunkt moster Ida havde fri. Det var et kæmpe arbejde, Moster Ida havde derude i Aas, dengang børnene var små. Moster Ida døjede med en skæv ryg, men hun klagede aldrig.

Jeg kan huske, når jeg cyklede de 7 km derud for at hjælpe med at plukke bær. Dengang klippede man blomsterne af solbærrene, inden de blev syltet. Der var ribs og mange hindbær, så der var nok at gå i gang med. Under krigen havde onkel Johan bævere ned i dammen.

Da jeg flyttede til Struer sommeren 1951, var jeg med i K.F.U.K. spejderne. Jeg var også med i et lille sangkor, med nogle fra K.F.U.M og K. Vi havde fået lærer Skovbakke til at dirigere os. Hver fredag aften var vi i Gimsing gamle skole, hvor han boede. Vi øvede hos dem og sang flere gange i missionshuset.  

Vi skulle have familiefest en weekend i Struer efter indflyt-ningen, vi havde hele min mors familie. Det sov overalt i huset, der var højt humør, alle var jo yngre, jeg var snart 17 år.

Gruppefoto-s72

Bageste række fra venstre: Viggo, Johan, Ejnar, Holger, min far, Inge Mellemste række: Dagny, Gustav, Hedevig, Tarben, min mor Første række: Ida, mig, Dagmar, Henny, Clara og Arne

Mit knæ begyndte at drille igen, så jeg fik noget medicin sprøjtet ind i knæet. Læge Lund sagde: “du kan ikke blive sygeplejerske med det knæ“, som var det jeg drømte om at blive. Han foreslog, jeg skulle søge ind på laborantskolen i Aarhus.

AARHUS – VEJLE

Jeg søgte ind og skulle møde 1. april 1952 på laborantskolen. Jeg havde et lille værelse på Kvindekollegie I, det hed også Kollegie 7, og lå over for Kommunehospitalet. Vi skulle afslutte det hele med eksamen. Jeg tror vi gik på skolen i 4 måneder og det sluttede med eksamen i alle fag.

Jeg fik en elevplads 1. august 1952 på Vejle Amts og Bys sygehus kirurgisk afdeling. Det varede et halvt år. Jeg boede på K.F.U.K over for  banegården. Sengen var en gammeldags divan med høj hovedgærde og den trængte til en grundig renovering. Jeg har heller aldrig set så sort tapet,  som det der var over radiatoren. Vi skulle op på 2. sal, når vi skulle vaskes. Der var en vaskekumme, som alle der boede på K.F.U.K skulle bruge. Det bedste ved at bo der, var at det lige var ved banegården. Det tog 4 timer med toget fra Struer til Vejle.

Jeg var med i spejderarbejdet. Der var en familien Thygesen, som min far og mor kendte fra Esbjerg. Jeg har glemt hvad datteren hed, men jeg tror det var Else. Hun var også spejder. Til nytårsparaden var alle uniformerede korps med i kirke. Derfra gik vi gennem byen ned til K.F.U.M, hvor der var en festlig eftermiddag. Det var F.D.F., K.F.U.K og M spejderne, Blå og gule spejdere, katolske og baptist spejdere. Det var første gang, jeg har været sammen med så mange forskellige korps.

Sygeplejeeleverne på sygehuset boede fire elever på hvert værelse. Der var fire senge og fire kommoder – det var det hele. På samme gang boede reservelægerne og kandidaterne. Edel Bjørnshauge var elev på medicinsk afdeling. Vi var i Aarhus på laborantskolen samme tid og hun boede også på K.F.U.K. Hun var bange for, at jeg skulle røbe til nogen, at hun dumpede på Teknologisk Institut. Hun havde skrevet til Vejle Sygehus, at hun havde gennemgået kurset i Aarhus. Da vi andre skulle læse til eksamen, lå hun ude i universitetsparken og solede sig. Jeg har aldrig set en så brun som hende. Hendes far kom og hentede hende, når hun skulle hjem. De havde en farvehandel i Haderslev.

FARSØ SYGEHUS

Jeg søgte til Farsø Sygehus i Himmerland til 1. februar 1953. Jeg fik stillingen som laborantmedhjælp i Røntgen. Da jeg havde været der en uge, spurgte jeg en af lægerne som skulle hjælpe mig. Han sagde at nu havde jeg været der i en uge, så måtte jeg selv kunne finde ud af det! Der var nogle store tyske bøger, som jeg kunne slå op i. Det var lærerigt.

Når jeg sagde til patienterne at “de skulle trække vejret og holde det“, kunne det ske at overlæge Levinsen kom farende ind, og sagde: “Nu kan jeg ikke holde det længere“. Han havde kontor bag en dør, der havde direkte adgang til røntgenlokalet.

En ting der var besværligt var, at der var jævnstrøm. Derfor var der en omformer, men strømmen var altid af meget svingende kvalitet.

En dag lægerne havde konference inde på røntgen, blev alle billederne fra dagen før smidt på gulvet af Levinsen. De skulle tages om! Jeg så på billederne – der var måske et enkelt. Så næste dag fik han dem alle igen og så var det i orden, ja endda meget bedre. Det var ham selv, der havde det bedre. Han var overlæge for 60 patienter. Det var både kirurgiske og medicinske patienter og dertil kom mange ambulante. Så nerverne sad uden på tøjet.

Når Levinsen blev helt urimelig, ringede oversygeplejerske frk. Bentsen efter hans kone. Så snart han så hende, blev han from som et lam. Han var dygtig, men havde svært med at styre sig. Om sommeren havde vi altid flere studerende, som skulle ud og lære. Jeg tror ikke, der har været en eneste, som ikke kom ind på laboratoriet og sagde: “nu rejser jeg”, men de blev alligevel. 

Levinsen fejrede sit 25 års jubilæum som overlæge, medens jeg var der. Sygehuset havde næsten fået fat på alle de reservelæger, som havde arbejdet sammen med i de 25 år. Der var stor spisning med mange taler. Det var festligt at høre, hvordan han havde været. Ens for alle talerne var hans iltre temperament. Der var noget, vi alle kunne nikke genkendende til. 

Jeg boede på et værelse i et 2 etages hus. Det lå i den anden ende af byen. Der var flere fra sygehuset, som boede der. Når jeg kom ind i gangen, skulle jeg gennem køkkenet, derfra videre igennem et værelse, hvor der boede 2 sygeplejeelever. Fra mit værelse var der en låst dør ind til en anden. Hun kunne gå ind fra gangen, og det var meget lyt.

funktionærbolig-farsø-s75

Funktionærboligen i Farsø. Jeg boede bag det store vindue forneden til venstre. Vi boede på et tidspunkt 8 personer i huset.

Blindtarmsbetændelse

Den 4. juli 1954 skulle jeg en tur til Struer. Det var normalt med tog til Hvalpsund, færge til Sundsøre, rutebil til Skive, gå fra byen til banegården ca. ½ time og så med tog. Men det var en af de dage, hvor jeg følte mig syg. Derfor jeg tog bussen til Viborg og derfra med tog til Struer. Da jeg kom hjem, kunne de se jeg var syg. Lægen kom og jeg blev indlagt i Holstebro og fik blindtarmen fjernet. Det var 4. juli med hedebølge. Jeg viste godt, det var blindtarmen, men jeg håbede, det gik til jeg kom til Holstebro.

Jeg ville ikke have, at de i Farsø skulle sige, at det var en skovtur. Det kaldte de det altid, hvis der ikke var noget i vejen. 

Men det var min 14 dages sommerferie, der gik på den måde. Så jeg brugte en båre til at køre røntgenfilm til mørkekammeret på, da man ikke må løfte så meget lige efter operationen. Men den grænse havde jeg ikke hørt noget om.

På et tidspunkt blev jeg indlagt, da mine ben ikke kunne klare, at arbejde fra kl. 7 morgen og til sent aften. Lørdag fra kl. 7 til eftermiddags blodsukkeret var taget. Arbejdet bestod i, at tage stofskifteprøver kl. 7, derefter tage alle de blodprøver, der skulle tages fastende. Derefter skulle jeg ind i røntgen, hvor alle de fastendes undersøgelser skulle laves.

Bagefter over og lave analyser på laboratoriet. Indtil der var en lang kø uden for røntgen, så skulle de jo også fotograferes. Bloddonorer skulle tappes. Nogle eftermiddage og aftener kom de fra Aalborg. Det var fra lungeafdelingen og det var gennemlysninger og fotograferinger. Så kede sig, det kunne man ikke for 463 kr. pr. måned plus kost og logi.

SILKEBORG

Fra 1. december 1955 fik jeg arbejde på Silkeborg Centralsygehus’ centrallaboratorium. Jeg fik lejet et kælderværelse ovre på Elmealle 19. Det kostede 75 kr. pr. måned. Der var et lille toilet ude på gangen, som vi var tre logerende om. I vaskehuset stod der et gasapparat, som vi måtte låne, men der var ingen vask. En vandhane i væggen og et afløb i gulvet. Det mindede ikke meget om et køkken, som det jo heller ikke var.

Men det værste var, når hun lige havde vasket storvask, så var det hele så vådt. Og osten kunne ikke rigtig tåle dampen. Inger Toustrup, der boede ovenpå, gik på seminariet. Hun var fra Ikast. Vi kørte hen i Guldbergsgade med vores madspand, hvor vi kunne købe færdig middagsmad, som vi delte på værelset.

Det der var særligt ved arbejdet på sygehuset i Silkeborg, var at vi skulle kigge på uret, og skrive op, hvornår vi kom og gik. Der var ikke noget med at hjælpe nogen, det skulle vagten ordne. Jeg har altid hørt til dem, der havde meget at lave på mine vagtdage på de sygehuse, hvor jeg har haft vagt. Nogen kan have vagt i årevis  og aldrig blive kaldt op.

Gerda-ved-van-Slyke-maskine-s77

Jeg er ved Van Slyke apparatet og Kjærgaard elev renser pipetter.

Adspredelse fra en travl hverdag

Den første lørdag, jeg var i Silkeborg, var jeg oppe på K.F.U.M. Der havde de fælles arrangementer for de unge og det var festlig, at møde andre end sygehuspersonale der.

Det var allerede den første gang jeg så Aage. Han var en af dem der var arrangører. Det var altid nogle hyggelige aftener.

Om søndagen var der gerne arrangeret travetur. Det gik gerne et sted hen, hvor man kunne købe kaffe, så vi var klar til at gå hjem igen. Det var dejligt at være sammen med så mange jævnaldrene.

Vi var også på weekendture til Møgelø, det var en ø, som lå i Julsø nedenfor Himmelbjerget. Det var en utrolig køn tur på cyklen, når vi kørte ud til Laven, hvorfra vi roede over til hytten. Møgelø ejes af F.D.F. i Silkeborg

AFSLUTNING

Den 18. maj 1959 blev jeg gift i Struer Kirke med Aage Arnoldsen. Han var ekspedient i Silkeborg Boligmontering. Vi havde været heldige at få en 2 ½ værelses lejlighed på Langelinie 34, 2.sal til venstre. Vi fik vores datter Jette den 8. juni 1960 på Midtjydsk fødeklinik. Det var ikke nemt at føde hjemme, da vi ikke kendte nogen, der kunne hjælpe os, når Aage var på arbejde.

NY TILVÆRELSE I ULFBORG

Den 1.juli 1961 skulle vi begynde en helt ny tilværelse. Vi skulle overtage en  møbelforretning, Harbogade 7 i Ulfborg som vi snart har haft i 40 år [i år 2000, red.]. Den 18. juni blev vores anden datter Dorte født. Det var på Ringkøbing Sygehus, da kunne man blive indlagt til fødsel. Så nu havde vi to dejlige piger, som vi har haft megen glæde af hinanden.

Vi har fået to dejlige svigersønner, Jettes mand Bent er afdelingsleder på HTX i Holstebro, Jette er diætist på Lemvig sygehus nu.

De bor i Holstebro og har 2 dejlige piger, Karen født 1990 og Anne født 1993.

Dortes mand Jørn er møbelhandler i Sønderborg sammen med sin mor. Hans forældre startede forretningen for over 50 år siden. Dorte er Radiograf på Røntgenafdelingen på Sønderborg Sygehus. De har 4 dejlige piger, Katrine født 1990, Mette født 1992, Kirsten født 1994 og Amalie født 1996.

Alle vore børnebørn elsker at lege sammen og vi voksne har det dejligt i hinandens selskab, så det er ingen sag.

TID TIL AT KIGGE TILBAGE

Jeg har fundet ud af, at det er på høje tid at få skrevet mine  erindringer. Der er mange oplysninger, som jeg gerne ville have haft fat med, men der er ingen, som kan huske det.

Skærtorsdag den 1. april 1999 kørte vi en tur til Thy.

Vi startede med at køre til Doverodde. Det var sjovt at se at det ikke har ændret sig meget. De er ved at renovere købmandsgården, kroen lå der som den plejede, men er ikke kro længere. Knud Eels gamle hus lå stadigvæk oppe på bakken. Købmandsgårdens have var lige så stor, som jeg huskede den. Derfra kørte vi mod Ås. Turen gik over Gudnæs, Skyum Bjerge og Vilsund.

Min kusine Ellen og hendes søn Mads var i Aasbo. De gav os frokost og vi kunne også få en lille snak om fortiden. Derfra kørte vi til Thisted. Her skulle vi se en kunstudstilling af Bjørn Søndergaard på byens gamle rådhus, der lå på torvet.

Vi parkerede på Frederikstorv, gik hen ad Frederiksgade og ned ad Vestergade. Det var sjovt for mig at genkende de  gamle steder. Der er jo kommet mange nye store varehuse og banker til. Jeg kunne da erindre hvor nogle af dem lå: Monopol, Peter Jensen, Tatol og konditoriet i Vestergade, hvor vi var oppe og få varm chokolade med min mor efter krigen.

Boghandlerne Christensen, Buchholt og Balleby lå nede på torvet og det er stadigvæk boghandel. Der var også Løveapoteket, der hvor Michaelsen boede, Søndergaard manufakturforretning og legetøjsbutikken, hvor man også kan købe legetøj idag. Thiesgaards skobutik var også skobutik i dag, Citysko var ikke skohandel i dag.

Vi så ned ad smøgen til Royal Biograf, som sendte mange tanker til fru Langgaard, som altid sad oppe i vinduet og fulgte med,  når vi smuttede ind, for at se på opslaget med filmbillederne.

Da vi gik ind på rådhuset, ville jeg lægge mærke til om trappen var med så mange høje trin, som jeg husker fra køen, da vi skulle vacciners for difteritis. Trappen var som jeg huskede den. I den store sal, hvor der var udstilling, var der hvor lægerne fra byen stod på rad og række for at vaccinere folk. Det var hele byen over to dage, så de havde travlt. De tre gange man skulle stikkes, da blev jeg det af tre forskellige læger. Jeg ville se, hvem der var bedst til det.

Efter at vi havde hilst på Bjørn Søndergaard og hans kone og set hans malerier, fortalte Bjørn, at Langgaards forretning på hjørnet af Storegade/Torvegade ville blive ført tilbage. Det er man begyndt på med andre huse.

Vi gik hen ad Torvegade til Lilletorv. Der havde man lagt nogle små brosten og anlagt torvet med en skulptur.

Derfra gik vi til Nytorv. Det lignede også sig selv, med det gamle kommunekontor, Hvass ejendom. Isenkræmmer Otto Jensens butik var blevet til bager og bager Enggaard var blevet Tipsbutik. Vi gik hen ad Strømgade og så Frelsens hær, som også lignede sig selv. Derfra gik vi op ad Storegade. De havde fjernet glasmontren ved indgangen til Valdemar Smiths butik, senere Agerholms isenkram forretning.

Derfra gik vi op til torvet og over den gamle kirkegård, hvor I. P. Jakobsen ligger begravet og videre langs Thisteds skønne kirke op til bilen.

Vi kørte forbi banegården, ned forbi provst Nygaards præstebolig, ned ad Toldbodgade, hvor der intet er, der minder om fotograf Scharlings butik. Videre ned på havnen. Toldboden ligger der stadig, men er i dag kreditforening, men så bliver den da bevaret.

Vi kørte hen ad Strandgade og ud ad Strandvejen, Stenen med Johnsens Hvilehjem på hjørnet af Strandvejen og Østerbakken, var der endnu. Husene på venstre side af vejen, de gamle huse, samt de to garager, hvor min far havde bilen stående, var der også. Der bagved var der en have med ribsbuske, som vi skulle plukke. Men jeg syntes ikke Slagteriet pynter på byen, det er synd for dem der har boet der i mange år. Nu har de en kæmpe lang mur at se på. Det var ikke noget skønt syn.

Johnsens Allé lignede sig selv. Mange af husene var der jo og der er også mange nye. Vores gamle hus, så dejligt ud. Scharlings hus lignede også sig selv fra gaden. Vi kørte ind gennem lågen til “Rekreations-hjemmet”. Parken der var blevet til store villagrunde.

Johnsens Allé er en blind vej og tilbageturen ind af Johnsens Allé var afslutningen på et gensyn med Thisted – og afslutningen på disse minder om en lykkelig barndom i Thisted.

Aron-tegning-april-1972-s81

Tegning af min far Aron Overgaard Arentsen, Landsbladet, Vort Erhverv, 7. april 1972.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gerda Overgaard Arnoldsen


sang-s82